Spring over navigation
Bliv elev Adgang til Viggo

Sædding Efterskole er ikke en specialefterskole, men vi er gode til at tage os af teenagere – også dem med særlige behov

Sædding sommerfuglen i to farver, blå og grå

Vores tilbud

På Sædding Efterskole har vi erfaringer med meget forskellige elever – og med mange forskellige særlige behov.

Vi har igennem de seneste år haft elever med

  • Indlæringsvanskeligheder – generelle og specifikke
  • Læse- og skrivevanskeligheder (fx ordblinde)
  • Opmærksomhedsforstyrrelser/ASF (ADHD, ADD)
  • Autismespektrumforstyrrelser (Asperger, infantil autisme)
  • Psykiske sygdomme (depression, angst, OCD)
  • Fysiske sygdomme (fx børnegigt, diabetes, fødevareallergi)

De fleste elever med særlige behov af væsentlig karakter vil trives bedst på en specialefterskole eller en ordblindeefterskole. Alligevel optager vi hvert år enkelte elever med særlige behov efter grundig samtale med eleven og forældrene. Eleven og forældrene vælger os frem for en specialefterskole, enten fordi vores kristne profil er altafgørende for familien, eller fordi familien ikke ønsker en specialefterskole.

Sædding Efterskole er en almen, kristen efterskole og ikke en specialefterskole. Vores lærere er dygtige og engagerede, men ikke særligt uddannede til at tage sig af elever med særlige behov, og vores efterskolehverdag er indrettet til helt almindelige elever.

 

Krav til elever med særlige behov

Eleven skal være ret velfungerende i hverdagen, hvis det skal blive godt for ham/hende at gå på Sædding Efterskole. Det er vigtigt, at forventningerne til skolen er afstemt, så eleven og forældrene ikke forventer mere, end vi kan. Det er vigtigt, at der er opbakning i hjemmet til at kæmpe for, at opholdet skal lykkes. 

Eleven skal selvfølgelig lige som alle andre elever være indstillet på, at Sædding Efterskole er en kristen efterskole, og på at følge skolens regler.

For at vi kan tilbyde særlig støtte til en elev, skal vi have dokumentation for, at der er særlige behov. Det kan være en udredning eller en udtalelse fra en skolepsykolog eller en børnepsykiater. Hvis eleven har brug for særlig støtte i forhold til sociale kompetencer eller i fritidsdelen, skal kommunen være villig til at betale for støttetimer.

Hvad kan vi tilbyde?

Støtten til den enkelte elev bliver tilpasset efter behovene ud fra de ressourcer, vi kan afsætte. Støtten kan bestå i:

  • En eller flere ugentlige samtaler mellem eleven og en kontaktlærer
  • To-lærer-ordning i nogle af timerne i klassen
  • Støtteundervisning alene eller på et lille hold

Læs mere i beskrivelsen af vores inklusionstilbud

Vi har erfaringer med at samarbejde med kommunernes sagsbehandlere, med PPR/PPF, med børnepsykiatriske afdelinger og med psykologer. Vi benytter jævnligt en psykoterapeut til korte afklaringsforløb, når en elev trives dårligt.

Kontakt skolen eller book et besøg, hvis I ønsker at få en samtale med forstanderen for at få afklaret, om Sædding Efterskole er den rigtige efterskole for jer.