Efterskole med håndværksfag - Klik dig ind her » - Sædding Efterskole
img_6441

Kunst & Håndværk

Oplev glæden ved at skabe

Sommetider kan man godt have brug for at lave noget helt andet, fx at skabe noget – eller bare gøre noget – med hænderne. På Sædding har vi en hel bygning til kunst-og håndværksfag! Vi er særlig glade for vores motorværksted, metal- og træsløjd og glasværksted. Men der er mange muligheder for at være kreativ og praktisk anlagt på Sædding. Så uanset om du er til tynde, fine synåle, motorsave, scenekunst eller høvlebænk, så kan du finde det rigtige valgfag her:

Art
Valgfaget ART er for alle. Uanset om du udtrykker dig sikkert gennem tegning, maleri, collage og skulptur, eller du er begynder. Vælg ART, hvis du gerne vil udvikle dine kreative evner, lære nye teknikker og du ønsker at udtrykke dig gennem kunst.

Håndværk og byggeri
Kan du lide at lave noget med dine hænder? Har du lyst til i fællesskab med andre at bygge et brag af et legehus?
I byggeri og håndværk vil vi de første måneder lære, hvordan man bygger som en rigtig håndværker – her er ingen søm og skruer, men rent håndværk!

Vi skal i løbet af året have færdiggjort et projekt, det kan f.eks. være et kæmpe legehus, et shelter i store planker, eller noget helt tredje. Inden skoleårets afslutning vil vi forsøge at sælge vores projekt, og så holder vi en fest for overskuddet.

Chaplin Filmklub
I Chaplin Filmklub ser vi film og taler om dem. Vi drøfter budskaber og symbolikker. Vi kommer rundt i verden og filmhistorien. Fælles for alle filmene er, at de er spændende, flotte og lærerige; gode fortællinger, som lærer dig at forstå dig selv og verden omkring dig. Og så spiser vi naturligvis popcorn.

Digitalfoto
Knipser du også løs? Men kunne du egentligt godt tænke dig at lære mere om at tage rigtig gode billeder?
I Digitalfoto arbejder vi med et tema eller teknik hver gang. Fx det gode portrætbillede, sportsbillede, lys, green screen eller lign. Du får  tips og råd til fotograferingen og bagefter efterbehandler vi billederne i computerprogrammer, printer dem ud og sørger selvfølgelig for at kåre det bedste foto.
Desuden kan der komme opgaver med at tage billeder til skolens hjemmeside og andre sociale medier, hvis du har lyst.

Har du eget kamera, må du meget gerne medbringe det.

Drama
Dramaholdet er for dig, der elsker at lægge hele din krop og sjæl i at fortælle gode historier på scenen – det betyder ikke noget, om du er til klassisk teater, komedier eller moderne stand-up, for vi arbejder med grundpillerne inden for skuespil: mimik, kropssprog, tonefald og øjenkontakt. Kom og vær dig selv på nye måder :-)

Glaskunst
Glas er et superspændende materiale, som kan bruges til andet end ruder. Kom og skab helt unikke og smukke fade, billeder, lysestager, pyntefigurer og meget andet af glas. Du lærer at skære i glas, og du lærer at bruge forskellige teknikker og materialer til at skabe præcis den effekt, du ønsker.

Kunst og Design
Kunst og Design er et af vores profilfag - et valgfag som vi prioriterer lidt højere. Læs om Kunst og Design her

Kok-amok
Find forklædet frem og lær at lave anderledes hverdagsmad, som rent faktisk kan spises – og det endda med velbehag ... Du lærer om hygiejne, kost og ernæring, og du får lov til at stege, koge og bage. Og så kan du selv lave dejlig hverdagsmad til dig selv og din familie, når du kommer hjem.

Kreativ
Uha, her får du lov til at slippe kreativiteten løs! Du er faktisk fri til selv at bestemme, hvad du gerne vil lave: male, tegne, sy (alt muligt: puder, tøj?), fremstille smykker eller noget helt andet – mulighederne er næsten uendelige!

Laser-cutter træ
Crafting og programmering er i højsædet i det her valgfag. Skolen har en topmoderne lasercutter samt en 3d-printer, der svarer til mange af dem, der bliver brugt i industrien. I valgfaget skal vi lære maskinerne at kende og deres forskellige programmerings- og tegneprogrammer.

Vi skal producere ting og sager, og mulighederne er næsten uendelige - det er kun fantasien, der sætter grænser.

Vi kommer til at lave fællesprojekter, men der bliver også mulighed for, at du kan komme med dine egne ideer og designs.

En ting er i hvert fald sikkert, julegaven til mor er sikret!

Markræs
Benzin i blodet? Så er det valgfaget markræs du skal have. Skolen har 3 markræs biler og en stor mark beliggende bagved skolen. Her skal vi give den gas og lære, hvordan man kører bil. Alle kan være med, og gennem lidt træning og vejledning fra en lærer, kan alle få lært at køre bil.

Bilerne skal naturligvis vedligeholdes og gøres klar, så sikkerheden er i orden, det bruger vi også noget tid på i faget.  

Motorlære
Til motorlære kan du lære at skrue, svejse, reparere, lodde og vedligeholde alverdens ting og sager. Det skal bare helst have en motor! Vi har nogle lækre og nyistandsatte lokaler, og næsten alt det værktøj du kan ønske dig. I timerne har vi ‘hands-on’, så du skal regne med at blive smurt ind i olie, men indimellem gennemgår vi også noget teori, så vi får en god forståelse for forbrændingsmotorens vidunderlige verden.

Du er meget velkommen til at tage dit eget projekt med, men ellers har skolen en god samling af ATV’er, Buggy’er, havetraktorer og biler, hvor der næsten altid er noget at lave på. Vi tager gerne ud af huset et par gange om året bl.a. til et traktortrækstævne, og så selvfølgelig til DM i havetraktortræk for efterskoler.

Strikkeklubben
Uanset om du har strikket eller hæklet før, er dette faget for dig, hvis du har mod på at kaste dig ud i en verden af garn.
Vi tager udgangspunkt i, hvad du kan, og hvad du har lyst til at strikke/hækle, så du kan både være begynder eller øvet.
Vi lærer forskellige teknikker i takt med, at vi bliver bedre til at styre strikkepindene og opskrifterne – og så snakker og hygger vi selvfølgelig samtidig med, at vi er kreative. 

Der kan komme egenbetaling for garn, hvis man strikker/hækler meget.

Se også de andre kategorier af valgfag:

Musik

Sport

Sprog & Teori

Natur og Teknologi

Profilfag

Efterskole er mere end undervisning, det er også fællesskab i fritiden og overraskende oplevelser hele året!